Kalligrafi og musik

Kalligrafi er en elitær skønskrift, hvor detaljen dyrkes netop for dens skønhed, ikke for nogen særlig funktion. Det kendes bl.a. fra udformningen af det arabiske alfabet til en kunstnerisk udsmykning af bl.a. moskeer og Koraner, hvor udvalgte ord skrives i utallige varierede former, de gentages eller indplaceres i sætninger og blandes med geometriske mønstre.

Den individuelle udforskning af detaljen findes i perioder parallelt i kunstmusikken og skønskriften, både i Mellemøsten, Østasien og Vesten. En gammel kinesisk kalligraf har en gang sagt: "Kalligrafi er som billeder uden form, musik uden lyd".

Også i strukturen findes forbindelser mellem musik og kalligrafi. Ligesom i arabisk kalligrafi præsenterer arabisk kunstmusik lange spor af sammenhængende linjer, hvor man kan vælge at følge banerne i en bestemt melodi eller blot slappe af og nyde skønheden i det samlede udtryk, det samlede mønster. På samme måde er der paralleller mellem forholdet mellem tomrum og streg i kinesisk kalligrafi, og toner og stilhed i kinesisk musik. Den kinesisk forfatter Zong Baihua fra begyndelsen af 1900-tallet siger: "Variationer i kompositionens tæthed, lette og tunge strøg, langsom og hurtig penselarbejde påvirker alt sammen form og indhold. Det er ligesom når vi vælger tonerne til et musikalsk eller kunstnerisk værk fra naturens myriade af lyde, hvor vi udvikler regler for kombinationen af disse toner, og bruger variationer i lydstyrke, tonehøjde, rytme og melodi for at udtrykke naturens og samfundets billeder og hjertets følelser."

Der findes kalligrafi mange andre steder i verden, bl.a. i den muslimske verden. Her bryder kalligrafiske bånd  de geometriske mønstre på bygningsværkerne, og kalligrafiske tekster pryder bøgerne.