Det mindste bryllup

Blandt waiwai-indianerne i Amazonas, som den danske antropolog Niels Fock besøgte i 1950'erne, udfærdigedes bryllupsaftalen gennem en retslig institution: 'oho-messen' ('oho' betyder ja), hvor bl.a. brudeprisen blev bestemt. Det var typisk drengens far eller nærmeste pårørende som fremsagde sit ærinde overfor pigens far.

Drengens far startede:

- Dette sagde min søn, han ønsker din datter- oho
- så lad dem leve sammen
Her kunne pigens far afvise eller udsætte alliancen af økonomiske årsager. Hvis han accepterede aftalen sagde han f.eks.:
- oho… der er hun
- oho- hun er stadig doven
- oho- hun arbejder ikke ordentligt
- oho- men lad ham selv prøve
- oho- han vil bringe hende tilbage
Måske fortsatte han: - Lad dem blive her
- oho- lad dem ikke gå langt væk.
Tekst med blåt siges af drengens far, tekst med rødt siges af pigens far.

Pigens far nedgjorde sin egen datter for at få drengens far til at rose hende, og på den måde øge betalingen - et typisk sælgertrick. Til sidst ville han, stadig i oho-stilen, spørge til betalingen. Han vil f.eks. foreslå en hængekøje og måske langbue, en cassava-sigte etc. Som regel ville drengens talsmand acceptere prisen. I løbet af denne forhandling blev også drengens status i svigerfamilien afklaret, hvilket var meget vigtigt, da han som regel flyttede ind til pigens familie efter ægteskabet. Herefter var parret gift og der skete ikke mere.

Traditionelt mente man ikke at der var brug for at involvere overmenneskelige kræfter, her personificeret gennem medicinmanden - da der ikke var tale om nogen sygdom! I den type jæger- og samlersamfund betragtedes brylluppet i høj grad som en socio-økonomisk institution, uden en masse festivitas og symbolik, et praktisk arrangement som kun vedrørte den allernærmeste familie.