EXTRA 32 / Persisk kunst
Persisk kunst
Billedkunsten
Den persiske billedkunst kendetegnedes ved abstraktion og stilisering frem for naturalisme og illusion, og med farvepragten som et dominerende element. Der var tre dominerende retninger inden for billedkunsten:
- Miniaturemalerierne var knyttet til bogfremstilling. Navnet skyldes, at dens format blev begrænset af bøgernes format samt af et ønske om at skabe en helhed hvori skriften har sin del (se eksempel på miniature under musikhistorien).
- Kalligrafien, skønskriften som var udviklet med det særlige formål at udtrykke Guds ord.
- Ornamentikken. De karakteristiske persiske flisefriser, som i høj grad knyttes til arkitekturen, blev udviklet fra 1200-tallet og frem til 1600-tallet. Ornamentikken omfattede både geometriske mønstre, blomstermotiver og stiliseret kalligrafi.
Der tales i flere forskellige sammenhænge om forbindelser mellem billedkunsten og musikken:
Fælles for billedkunsten og den musikalske ornamentik er at ornamenterne skaber en følelse af uendelighed. Dette understreges i musikken ved at melodiens rolle nedtones til fordel for netop en meget omfattende ornamentik. I billedkunsten betegnes dette som 'continuity beyond form', hvor bevægelsen går fra centrum udad, uendeligt, kun på det konkrete plan stoppet af billedets ramme. I den musikalske verden bygger opførelsespraksis på en mosaik-tankegang vi også finder i arkitekturens ornamentik. Stykket, opførelsen, opbygges af små melodiske motiver som udvikles, varieres og sammensættes på ny.
Ornamentik fra to af Isfahans smukke moskeer, Masjid-i-Shah (TV) og Masjid-i-Shaykh Lutfulla (th) bygget omkring 1600-tallet. (© Eva Fock)
Baktiar-tæppe (Petersen: 81).
En radif sammenlignes nogle gange med en traditionel persisk have, som den også gengives i de persiske tæpper. Yderst har vi muren og husets bjælker og stolper. Musikalsk markeres det af den overordnede modus, dastgah (ramme, struktur). Selve indgangen til haven, døren, svarer til forspillet, daramad (åbning). Inden for muren ligger haven med træer i hvert hjørne, illustreret ved forskellige melodiske formler - gushé (hjørne). I midten af haven findes et vandbassin, svarende til en avaz, en solistisk vokalimprovisation, højdepunktet på vandringen. Derfra bevæger man sig videre ud gennem haven - i form af tasnif og reng.
Omkring kalligrafien laves der sammenligninger mellem både linjerne og forsiringerne:
"The calligraphic configuration is articulated around a horizontal segment. The curved lines, the upstrokes and downstrokes, the diacritical points and stresses regulated by geometry, alternately enfold and confront the horizontal line. Signs are streched and extended lines, and then there is sudden rupture. It is difficult not to sense a rhytmic pulse or a movement when there is going to be one.
The gushés (gushe er melodiske formler i den klassiske persiske musik) are also worked in a horizontal fashion, without the addition of supplementary melodies or secondary chords. Different ornaments are positioned in relation to the notes or this horizontal course, each note being ornamented in its own oppropiate way, in order to either prolong it by a riz (tremolo), or give it richness by an appoggiature, eshara (allusion), or even an ist (stop note) that suddenly breaks the musical phrase."