Musiker hos den japanske kejser

En af kejserindens hofdamer, Murasaki Shikibu (ca. 973-1014 ca.) beskrev fejringen af fødslen af kejser Ichijos første søn (prins Atsunaga, den senere kejser Goichijo) i 1008:

"His Majesty moved to his seat and then the food was brought in. It was so beautifully arranged I cannot find words to describe it. Out on the southern veranda facing north and ranked from west to east sat the nobles. The three Great Ministers of the Left, Right and Center were there, as were the Crown Prince's Mentor, Michitsuna, the Master of Her Majesty's Household Tadanobu, and the Shijo Major Counselor Kinto.

There was music. . . . Up in the gallery the Shijo Major Counselor, Kinto, marked time with the clappers. First Secretary Michikata played the biwa, Minor Captain Minamoto no Marimasa played the koto, and Advisor of the Left Tsunefusa the hand pipes. They sang "Ah how sacred!", "Mushiroda", and "These halls" all to the sojo mode. For music they chose the last two movements of the Dance of the Kalavinka Bird. Down in the garden flutes were playing in accompaniment. The one who made a mistake in marking time for the songs and was scolded for it was the Govenor of Ise. Minister of the Right Akimitsu became somewhat over-enthusiastic about the koto playing and started to play pranks which ended up with his making a dreadful fool of himself." (Shikibu, 1982, side 153 + 155).

Minister Akimitsus fadæse bestod i at han kom til at vælte en hel skål mad ud på gulvet.

De tre sange, som nævnes, var i stilen saibara, d.v.s. japanske sange komponeret i Heian-tiden og med akkompagnement af gagaku-orkestret. Desuden fremførtes et orkesterværk "The Dance of the Kalavinka Bird". Dette værk er en gagaku-komposition som oftest kendes under navnet "Karyobin", som stadig opføres. Værket kan enten opføres som rent orkesterværk eller det kan ledsage dansen af samme navn (Sojo er en japansk modus).

Hoffet i Heian-tiden var strengt hierarkisk organiseret. Kejseren og hans kejserinde var toppen i dette system. Herefter kom "de højere aristokrater" fra 1. til 3. grad og derefter "lavere aristokrater" og officerer fra 4. til 6. grad, og rangsystemet fortsatte med yderligere ca. 30 grader. Lederen af musikerne og danserne var 6. rang officer i hoffets garde. En del af musikerne var adelige af 2., 3. og 4. grad, men de var alligevel under musiklederens kommando, når der skulle musiceres. Det var forbeholdt de adelige at spille strengeinstrumenter (biwa og koto, derfor var orkestrets musikere delt op i de adelige, som havde lov til at spille på galleriet nær kejseren, og de professionelle musikere som spillede blæsere og slagtøj fra en position i haven. De professionelle musikere havde så lav grad, at de ikke måtte bevæge sig rundt hvis kejseren var tilstede. Selvom professionelle musikere kunne stige ret højt i graderne, kunne de aldrig stige så højt i social anseelse, at de blev anset for en del af aristokratiet.

I Heian-tiden var det en familietradition at være musiker. Uddannelsen ved hoffets musikakademi, Gagaku-ryo (etableret i 701), var lang og hård. Uddannelsen tog ca. 10 år og i denne periode lærte musikeren både at spille en række af de instrumenter som indgår i gagaku, og at danse alle de danse der indgik i repertoiret. Da der ingen dirigent er i gagaku er det yderst vigtigt at alle er fortrolige med hvad alle spiller og hvordan der evt. danses til musikken. Al musikken og alle dansetrin skulle læres udenad, og det var et omfattende projekt fordi repertoiret omfattede mindst 500 musikstykker og mange danse.