Hoforkestre - en historie om magt

Hoffet som kunstmæcen

En kunstmæcen er en person som støtter kunstnere økonomisk. Tidligere var det typisk hofferne og andre dele af samfundets økonomiske overklasse, som betalte kunstnere for deres arbejder. Derfor har vi i dag så meget musik som er bestilt af fyrster og konger.

I dag er de feudale magtstrukturer, som hofmusikken tidligere var funderet i, nedbrudt i mange lande. Med grundloven i 1849, hvor Danmark overgik fra enevælde til konstitutionelt monarki, overgik hoffets musikforpligtelser til staten: Kulturministeriet står i dag for 'Det Kongelige Kapel' (trods det royale navn), militæret for 'Den Kongelige Livgardes Musikkorps' og Kulturministeriet og Københavns Kommune for det som nu hedder 'Københavns Drengekor' - tidligere 'Det Kongelige Kantori'. I dag begrænser hoffets kunstneriske aktiviteter sig til private sammenhænge, men hoffets musikvalg kan stadig have en afsmittende virkning på befolkningen. Efter både Dronning Margrethes og Kronprins Frederiks bryllup oplevede mange organister en eksplosiv interesse for netop den musik de kongelige brugte ved deres bryllup (se kapitlet om brylluppet).

Fyrsterne har heller ikke længere samme behov for at synliggøre deres magt gennem kunst. I Danmark begrænser hoffets mæcen-rolle til de fonde og legater som hoffet uddeler. Desuden optræder medlemmerne af kongehuset om protektorer for en række foreninger m.m., hvorved der kastes kongelig glans over foreningens aktiviteter. En række orkestre, kor og musikforeninger og -selskaber nyder godt af denne type ordninger.

Bortset fra disse begrænsede tiltag er hofmusikken blevet en vare som, for at kunne finansieres, helst skal nå ud til et langt større publikum. Derfor kan vi i dag møde hofmusik fra alverdens lande i koncertsale og formidlet gennem diverse medier. Alligevel kan musikken godt stadig være et statussymbol.