Tid og rum

Begreberne tid og rum er centrale i forståelsen og opfattelsen af både musik og billedkunst/arkitekter, og væsentlige for diskussioner om ornamentik. Men hvordan opfattes de egentlig?

Mange vil nok associere oplevelsen af tid i musik som knyttet til et forløb som indeholder spænding-afspænding (f.eks. en harmonisk baseret udvikling), en bevægelse, medens oplevelsen af rum i højere grad beror på noget statisk, musik uden klimaks, en tilstand. Her følger nogle enkelte citater fra både musik- og billedverdenen. Citaterne udtrykker vidt forskellige holdninger. De kan anvendes som oplæg til en diskussion om, hvorvidt og hvordan man kan tale om tid i billeder, og om hvordan eller hvorvidt rum udtrykkes i musik.

I bogen 'Rockmusik i tid og rum' af Johannes Grønager, Poul Rønnenfelt og Anders Aare, skelner forfatterne mellem at 'musikken udfolder sig i tiden' og at 'musikken udfylder rummet i et uendeligt nu'. De forbinder tid med en proces og med udvikling, hvor der i analysen fokuseres på harmonik og melodik, medens rum forbindes med en tilstand, en form for 'indvikling', hvor der i analysen fokuseres på groove og sound. De opstiller for overskuelighedens skyld dette skema:

I bogen 'The Musical Timespace' siger den danske musikforsker Erik Christensen om tid i musik: "Musik udfolder sig ikke 'i tid'. Musik skaber tid. Musikalske lyde, der følger efter hinanden, fremkalder fornemmelser af tid. Oplevelsen af musikalsk tid afhænger af de klingende fænomeners natur, deres forbindelser og deres samspil". Og han fortsætter om rum: "Tilstande og begivenheder, bevægelser og forandringer af den musikalske lyd fremkalder indtryk af rum og fornemmelser af tid. Det musikalske rum er et virtuelt rum; ved musikkens bevægelse er der intet der flytter sig. Enhver form for rumligt indtryk såsom stigning og fald, bevægelse og vækst, former og mønstre, er fremkaldt af de tidsmæssige forandringer af lydkvaliteter. Det virtuelle musikalske rum er fuldstændig integreret med den musikalske tid. Det musikalske rum er et virtuelt timespace."

Billedkunstnerne Niels Guttormsen og Jens Bertelsens omtaler tidsaspektet med reference til linjerne i billedkunsten og arkitekturen: "(...) I stedet kan man beslutte sig for at give sig tid til at nå frem ad en omvej og at have tid til eftertanke.
Hvad med den tid det tager at se?
Tidens håndgribelige væren peger på sig selv - mest mærkbart, når tempoet er i forandring. Det er i temposkiftet at tiden viser sig.
Dér hvor en linje afbrydes, bøjer af og ændrer retning, dér mærker man væren i tiden mest intenst.
Sådan er det med linjerne i billedkunst, og sådan er det også med den plastiske og nyttige kunst, bygningskunsten." (Guttormsen og Bertelsen, s. 74).

Med ornamenter oplever vi ikke i samme grad en fortælling med et bestemt tidsforløb og tidsopfattelse. Her kan vi være mere tilbøjelige til at bevæge os friere rundt på fladen, så ornamentet derved får den funktion at den ophæver den lineære tid. Herved vil tiden, som den franske filosof Michel Serres (1930-) siger det, kunne opleves som flade: "Tiden er i almindelighed ikke en linje, skønt den kan blive det og i så fald give sig til at udvælge og sortere, eliminere og med et blive en hel busk af bifurkationer (forgreninger): en anden tid træder da frem af tiden; tiden som ikke-lineær er som oftest en flade eller et felt." Vi har her hele fladen som tid.