Den menneskelige stemme

Forskellige 'sangskoler'

Der er gennem årene udviklet flere forskellige 'skoler', både etablerede læringssystemer og mere genre-definerede traditioner, til at beskrive stemmen. Her ses udsagn fra nogle forskellige 'sangskoler':

Om Elvis, som ophavsmand til ny fusion mellem stilarter

"Det mest kontroversielle var nok i virkeligheden ikke, at Elvis lød sort, men måske snarere at han ikke lød sort nok. Elvis har selv forklaret, at han fik sin musikalske opdragelse ved at lytte til radio, hvor han både lyttede til sorte og hvide radiostationer - og dermed til genrer som blues, gospel, spirituals på den ene side og bluegrass, country og western på den anden. Hans egen sangstil blev et unikt konglomerat af alle disse genrer. Det kontroversielle var, at Elvis kunne synge blues med country frasering og bluegrass, så det lød som gospel. Denne "racial cross-dressing" var uhørt i Syden. Havde Elvis lydt enten entydigt hvid eller entydigt sort, så havde man kunnet placere ham. Nu hørte man i stedet en tvetydig stemme, der gav ekko af en række ellers uhørte stemmer: de fattige sorte og 'the white trash' - to sydstatskulturer, der ellers var fortrængt fra enhver kulturel offentlighed. Det farlige ved Elvis var, at han nu inficerede den amerikanske ungdom med degenererede kulturers degenererede musik. Det var svært at sige, hvad der var værst: den sorte musik eller 'white trash'."
(http://krogholm.wordpress.com/2007/08/16/elvis-aron-presley-81-1935-168-1977/)

Om bel canto sang

"(...) Hendes fortolkning var levende og tekstnær med mange fine vokale nuancer, som hun understreger med et naturligt kropssprog og udtryksfuld mimik. Hun har et åbenlyst scenisk talent. At hun også behersker et flot Bel Canto, kunne man høre i de følgende Mozart arier. Det var bedårende og yndefuldt. Sammen med de to lieder af Strauss var det nok dem, der tydeligst fremhævede kvaliteterne i hendes lyse, tindrende klare sopran."
"Thomas Arnes kantate "Delia" indeholder i rigt mål koloraturer, der er en udfordring for enhver sopran. De blev imidlertid sunget med overbevisende lethed, stor træfsikkerhed og en forfriskende musikalitet. (...)" (Anmeldelse af debutkoncert, Midtjyllands Avis d. 23. nov. 2005, af Anders Gjedsted.)

Om musical-sang"

(...) Der var en speciel sangstil - en måde man skulle behandle sin stemme på, som gjorde det direkte ækelt syntes jeg - sådan lidt homoagtigt - eller det er måske selvmodsigende - men kønsløst - der er meget klang i stedet for indhold. Folk holdt deres stemmer alt for længe og alt for smukt til at det egentlig havde noget historie og noget krop på sig. Der var ikke noget, der var uskønt eller interessant eller grimt eller indholdsrigt. Det var smukt og fint og kedeligt." (Interview med Anders Nyborg: http://130.225.142.181/fileadmin/Cases/video/Interview_med_Anders_Nyborg.pdf)

Om indisk dhrupad

Denne sangtradition bygger på en meget gammel religiøs recitationsform fra vedisk religion og hinduisme. Da vokalernes placering har stor betydning i det religiøse sprog, sanskrit, består en stor del af den musikalske træning i en bevidstgørelse af sproget og af vokalernes placering. Desuden er traditionen knyttet til yoga, så der indgår træning af åndedrættet. Også en systematisk træning af kroppens resonansrum er vigtig. Endelig indgår brugen af håndbevægelser (mudra) som en åndelig gestus og som udtryk for centrale energibaner i fremførelsen.