Ideer

Fra Portugal til Java, der sejlede en brig....

 

Søfartens historie er en fortælling om handel, drømme, verdenssyn, dufte smerte og længsler. I foredraget følger vi nogle af de store opdagelsesrejser gennem den musik som opstod i havnene og i sømændenes kølvand. Vi følger den portugisiske guitar rundt i verden, forbindelsen mellem portugisisk fado og kroncong fra Java, og vi oplever franske og portugisiske danse omsat for lokale instrumenter på Madagaskar og i Indien.

Java og Bali - gennem musik

 

Bronzegonger kan fascinere de fleste. I Indonesien er de omdrejningspunktet for mange af de lokale orkestre, brugt både i processioner, som akkompagnement til dans og skyggespil og til koncerter. De store sammensatte orkestre på især Java og Bali har også inspireret komponister og musikere i Vesten.

 

Jeg vil i løbet af foredraget præsentere film, billeder og musik fra mine besøg på Java og Bali, for gennem musikken at beskrive dette spændende område - religioner, traditioner og modernitet.

Musik og islam - musik i den islamiske verden

 

Hvordan er det lige med musik og islam - er musik forbudt ifølge koranen? Hvad er i det hele taget forskellen på islamisk musik (hvis den findes) og musik i den islamiske verden?

Spørgsmålene er mange når talen falder på musik i denne væsentlige nabokultur. I oplægget vil jeg vise eksempler på musik fra den islamiske verden, med vægt på musik i tilknytning til religiøs praksis.

Orientalisme og Orienten

 

Carl Nielsen og andre vestlige komponister gjorde det, og filmkomponister gør det i stor stil: skaber, genskaber og formidler billeder af Orienten.

 

Med afsæt i musikeksempler fra nær og fjern vil jeg se nærmere på hvordan disse (musikalske) billeder hænger sammen med virkelighedens Orient.

Kina og Japan gennem filmmusikken

 

Vi har alle en forestilling om hvordan kinesisk og japansk musik lyder. Ikke fordi vi nødvendigvis kender musikken, men fordi vi har 'hørt' den. Måske i Puccinis opera-fortolkning til 'Madame Butterfly'. Eller fordi vi har hørt den i filmmusikken.

 

Med afsæt i musikeksempler fra både den klassiske musik og filmmusikken vil jeg se nærmere på forholdet mellem forestillinger og virkelighed, og på hvilke 'billeder' musikken skaber.

COPYRIGHT © | ALL RIGHTS RESERVED

Kontakt: Eva Fock email: e.fock at adr.dk Tlf. +45 21783925